Om sækkepiber

sækkepiber

Sækkepiben er en såkaldt træblæser, et blæseinstrument af træ, der virker ved tilførsel af luft i en fleksibel beholder af skind eller kunststof.

Via denne distribueres luften videre gennem de rørblade, der laver lyden, ud i et antal udborede, cylinderformede træstykker, der er fastgjort indvendigt i sækken.

Lyden skabes

Ud over sækken består sækkepiben typisk enten af et mundstykke eller en blæsebælg, til at føre luft ind i instrumentet.

Dertil kommer et antal trærør, der varierer i størrelse og antal, afhængigt af, hvilken type sækkepibe der er tale om.

Ligesom en fløjte er chanteren udstyret med et antal huller, der ved betjening med fingrene afspiller selve melodierne.

Skabelsen af sækkepiber

Historie

De første vidnesbyrd om sækkepiber (eller noget, der ligner det, vi i dag kender som en sækkepibe), stammer fra grækere og romere, der levede omkring år 100 efter vor tidsregning.

De tidligste fund af rørbladsinstrumenter stammer fra Egypten og er ca. 5000 år gamle.

Det er derfor nærliggende at tro, at den primitive sækkepibe er ‘opfundet’ i middelhavsområdet for mellem 2000 og 5000 år siden.

Historie_1_800